Frie Vinger | Sanctuary

Be the first to review

Om Frie Vinger

Animas redningstjeneste Frie Vinger er sat i verden for at give høns fra landbruget et nyt og godt liv og for at informere om de forhold, hønsene lever under i landbruget.

“De får mulighed for at opleve, hvad det vil sige at være en høne. De får mulighed for at skrabe i jorden, finde orme og insekter og støvbade […]”

Det gør vi ved at redde høns fra ægindustrien – primært burhøns, der ellers skulle have været slået ihjel – og finde nye og gode hjem til dem hos familier over hele landet. På den måde får de dyr, vi redder, en chance til. De får mulighed for at opleve, hvad det vil sige at være en høne. De får mulighed for at skrabe i jorden, finde orme og insekter, støvbade og i det hele taget gøre alle de ting, de ikke kunne, da de levede som burhøns.

Et indblik i ægindustrien

De dyr, vi redder, bliver ambassadører for deres artsfæller i landbruget. De gør det muligt for folk at sætte ansigt på de millioner af høns, der lever og dør i landbruget.

Dermed bliver dyrevelfærdsdebatten mere personlig og mere vedkommende. Det kan nemlig være svært at forholde sig til, at der lever flere millioner høns i ægindustrien alene her i Danmark. For de fleste mennesker er dyrene i landbruget nogle nærmest abstrakte størrelser, som man aldrig ser, og som man derfor har svært ved at forholde sig til. Det er de høns, vi redder, med til at lave om på. Det, vi gør, er derfor både med til at redde nogle konkrete individer og til at sætte fokus på hønsenes forhold i landbruget.

Mit navn er Lina

Jeg står bag Animas redningstjeneste Frie Vinger, som hver dag kæmper for dyrene i landbruget.

Mit arbejde for hønsene startede i 2011, hvor min mand og jeg adopterede 6 burhøns. De lagde grunden for projektet Næsby Hønseri, der senere udviklede sig til Frie Vinger.

Vi har siden projektets start reddet over 1100 burhøns og informeret tusindvis af mennesker om hønsenes forhold i landbruget.

Min historie

Jeg vil aldrig glemme den første gang, jeg så en burhøne. Jeg åbnede døren ind til en stor produktionshal, hvor der var flere etager med lange rækker af bure, hvor tusindvis af høns var spærret inde.

Det eneste lys var nogle få solstråler, der skinnede ind gennem døren. På gulvet foran mig stod en lille høne og stirrede på mig. Hun må være faldet ud af buret og gået rundt i den mørke hal i et forsøg på at finde mad og vand. Synet af den lille høne, der manglede næsten alle sine fjer, og som nok aldrig havde set solens stråler før dét øjeblik, ætsede sig fast i min hukommelse.

“Jeg vil aldrig glemme den første gang, jeg mødte en burhøne.”

“Synet af den lille høne, der manglede næsten alle sine fjer, og som nok aldrig havde set solens stråler før dét øjeblik, ætsede sig fast i min hukommelse.”